Historik
Havnefjord er det yngste af de fire ”Venskabshuse” Tavastehus, Uppsalahus, Bærumhus og Havnefjord I & II, opkaldt efter Frederiksberg Kommunes venskabsbyer Tavastehus (Finland), Uppsala (Sverige), Bærum (Norge) og Hafnarfjördur (Island).
Husene er alle tegnet af den kendte frederiksbergarkitekt Ole Hagen og opført i perioden 1952 – 1962. Ole Hagen stod ligeledes bag andre markante bygningsværker på Frederiksberg som Falkonercentret, Codanhus og Domus Vista.
I halvfjerdserne begyndte ejerne af Venskabshusene at udstykke ejendommene, begyndende med Tavastehus, til ejerlejligheder, og i 1976 var turen kommet til Havnefjord I. I den mellemliggende tid var der dog sket det, at Folketinget havde vedtaget Loven om Tilbudspligt der forpligter ejere, der ønsker at ændre ejerforholdet i deres ejendomme, til at tilbyde disse til lejerne på markedsvilkår, såfremt disse måtte ønske at oprette en andelsboligforening.
En kreds, af dengang yngre beboere, ønskede at udforske mulighederne, og et større arbejde gik i gang. Ejerne af Havnefjord I ønskede absolut ikke denne udvikling, og bekæmpede og chikanerede initiativet på alle mulige og umulige måder. Efter adskillige retslige tvister og fyldig dækning i den landsdækkende presse lykkedes det til sidst, at få det juridiske til at falde på plads, og d. 20. februar 1977 blev der afholdt stiftende generalforsamling med 24 andelshavere.
For at opnå det aftalte lån med Frederiksberg Sparekasse var det et krav, at der skulle være 60% tilslutning, hvilket satte bestyrelsen under et umenneskeligt pres. Efter en kraftanstrengelse lykkedes det, dagen før fristens udløb, at skaffe tilslutning fra 43 andelshavere, og man kunne dermed d. 1. marts acceptere ejernes tilbud.